jeg var lige blevet 13 år da jeg startede til fodbold, jeg kunne tydeligt huske min først træning, men det var midt i vinteren og træningen var indendørs. der gik to til tre måneder før træneren overhovedet kaldte på mig til en kamp og der fik jeg ikke mere end 10-20 minutter inde på banen. Jeg var ret irriteret på vores træner. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt at en 13 årig dreng ikke måtte spille kampe for holdet!! Jeg fik først en passion for at være målmand da jeg så en kamp mellem to Tyrkiske tophold, en af målmændende var sensationel og lavede vilde redninger så holdet sikrede sejren, efter den kamp ville jeg altid være målmand. En dag til træning gik jeg direkte til træneren og sagde efterfølgende: "øhhhh Ken, hvad med at du prøver mig som målmand?" Min træner blev lidt forbavset i starten, men efterfølgende sagde han:"vores målmand er skadet så du kan stå kampen på lørdag, det her er en enestående chance for dig Kamil, ikke misbruge den." Jeg var blevet suveræn glad og lovede mig selv at holde buret rent i kampen. Den sidste træning før kampen fik jeg købt målmands handsker og trænede mig selv, så jeg følte mig hundred procent klar til kampen, vi skulle spille mod Værløse. Det var på udebane, men der kom mange fra Farum for at se kampen, jeg kunne tydeligt huske atmosfæren og den gode stemning blandt begge holds tilskuere. Jeg havde aldrig været så anspændt før i mit liv, jeg var bange for at lave en fejl, men jeg troede på mig selv og mine færdigheder. Vi havde hele spillet og førte 1-0, men det var et meget farligt resultat, vi brændte mange chancer. Det var 90 minut, en af vores forsvarspillere ramte bolden med hånden i feltet og der blev straffespark til modstanderne. Vores træner blev så gal at han faktisk bandede til ham der lavede straffespark, træneren var blevet stik tosset. "Kom så Kamil!! Red det her straffe og du bliver fast målmand for holdet!" Der var ligepludselig et kæmpe pres på mig. "Jeg skyder til højre din bums" kom det fra modstanderen. Jeg hoppede den side modstanderen sagde og redte straffesparket, kampen var fløjtet af lige efter, og alle kom hen til mig. Træneren holdt hvad han lovede og jeg blev fast målmand for Farum Boldklubs anden hold, men det var ikke nok, nu ville jeg komme op på førsteholdet! Men hvordan skulle jeg dog gøre det? Bingo! Træning, træning og atter træning. Jeg spillede på anden holdet i 3 år, men dog havde jeg kun fået to kampe for førsteholdet på grund af at deres målmand var skadet, men jeg følte ikke at jeg fik vist mine færdigheder som jeg ville. Jeg vidste at jeg nok skulle få flere chancer, jeg skulle bare vente med tålmodighed og spille som en konge. Førsteholds målmanden havde fået endnu en skade, men denne gang var den langvarig, så det vil sige at han ikke måtte spille fodbold i hele 3 måneder. Nu havde jeg endelig fået den chance jeg ventede på, jeg skulle bare spille godt og få en fast plads på holdet. Jeg syntes at deres træninger var meget hårdere end det jeg var vant til, det påvirkede mig lidt i starten, men jeg vænnede mig til det efter 2-3 uger. En af mine største svagheder som målmand var, at jeg ikke kunne sparke langt, for eksempel på målspark og det var selvfølgelig lidt træls, men jeg lavede hele tiden skudtræning og blev bedre for hver dag der gik. Efter en måned for førsteholdet startede den nye sæson og vi skulle dermed spille vores første kamp. Vi vandt den første kamp 4-1 mod Brøndby, det mål jeg fik ind var et selvmål fra en af vores forsvarsspillere, så jeg havde en ren samvittighed. Jeg var begyndt at vænne mig til førsteholds træningerne og jeg havde fået en god kemi med mange af spillerne fra holdet, så jeg holdte mig bestemt ikke tilbage. I de 4-5 første kampe jeg spillede havde jeg nu vist mit værdi og jeg kunne mærke at træneren var blevet meget imponeret over mig. Førsteholds målmanden, der blev skadet var nu kommet tilbage, jeg syntes at det var mig, som fortjente at blive den nye førsteholds målmand. Førsteholds træneren kaldte både på mig og den anden målmand, mit hjerte bankede løs og jeg var meget spændt over trænerens beslutning. Træneren sagde følgende til os "i er begge to gode målmænd med unikke færdigheder, men der er kun en førsteholds målmand og det bliver dig Kamil, fordi jeg synes at du er en ledertype og en fighter inde på banen". Jeg var blevet meget glad, men jeg ville ikke blære mig overfor den anden målmand, fordi det nok ville være meget dårlig stil, og iøvrigt lignede han en, som skulle til at græde. Efter jeg fik pladsen som fast målmand for førsteholdet blev jeg aldrig skadet i de fire år jeg spillede for dem, og kom til enhver kamp og næsten alle træningerne, fordi at jeg altid var bange for at min plads ville blive taget. Jeg spillede suverænt i de 4 år på førsteholdet og både træneren og mine holdkammerater var glade for mig. En dag kom der en træner for eliteholdet i Farum og kiggede med på vores træning, jeg følte at han stirrede på mig, men jeg var ikke under nogen som helst form for pres. træneren fra eliteholdet snakkede med min træner, jeg kunne mærke at det var om mig. Træneren for eliteholdet kom hen til mig og sagde "hej Kamil, jeg hedder Henrik og jeg er træner for Farum elitehold 99. Vi har brug for en ny målmand og jeg synes at du er den rette til jobbet. Har set dig spille et par kampe og vil gerne have dig på elite, hvad siger du til det?" Jeg var målløs og tænkte mig lidt om og svarede. "Desværre Henrik, jeg vil ikke kunne klare at spille 5 gange om ugen, plus kamp." Jeg blev så dermed på førsteholdet og fortryder bestemt ikke at jeg takkede nej. I dag går jeg stadig til fodbold og elsker det, jeg er 16 år og går i 9. klasse. Jeg elsker at være sammen med mine venner og at gå i skole.
