Ondskab
for en uge siden døde min bedste og mest loyale ven Trofast. Min stedfar sagde at Trofast døde af en eller anden sygdom, men det ville jeg simpelthen ikke tro på. Jeg kom hjem fra skole den dag, og min stedfar fortalte mig at Trofast var gået bort. min stedfar så ikke spor ked af det ud, han var rettere sagt i godt humør, men jeg turde ikke at påpege ham for min hunds død, ellers havde jeg nok fået en på tuden af ham. Min stedfar hedder Henning og han er 45 år gammel. Han arbejder som håndværker inde i København, men vi bor i Værløse. Min mor hedder Jeanette og hun er 38 år gammel, hun arbejder som pædagog i Farum. Jeg hedder Thomas og jeg er 17 år gammel, jeg går i skole i Værløse og går til fodbold i fritiden. Jeg har også en lillesøster, som hedder Josephine, hun er 7 år gammel og går i børnehave i Værløse. Min hader mig tror, bare jeg gør det mindste får jeg altid en lussing eller noget der er værre af ham. Han elsker derimod Josephine meget højt, men det er nok fordi Josephine er hans rigtige barn, men det giver ham vel ikke ret til at hade mig, eller gør det? Min mor kan heller ikke stille op mod min stedfar, hver gang hun prøver at stoppe ham fra at slå mig får hun selv slag. Min mor mødte Henning for tre år siden og det har siden kun blevet værre og værre. Jeg har haft min hund Trofast lige siden jeg var 9 år gammel indtil den døde. Jeg ved egentlig ikke så meget om min rigtige far, men han har åbenbart forladt min mor inden jeg blev født, men han kan umuligt være ligeså slem som min Henning. Henning er et være svin, han er begyndt at slå min mor mere og mere, jeg kan høre min mors skrig om natten. Han slår også mig næsten hver dag, hvis jeg bare gør den mindste forkerte bevægelser slog han mig. Der var på et tidpunkt hvor han gennembankede mig, fordi jeg svarede ham igen, jeg tog ikke i skole i en måned på grund af mine kvæstelser. Vi bor i en fin villa i Værløse så vi mangler skam ikke penge. Hver dag når min far kommer hjem fra arbejde skal maden være klar ellers får min mor og jeg slag. Hver dag når Henning kommer hjem fra arbejde og sidder ved bordet siger han altid "jeg er så sulten at jeg kunne spise en hest". Dagene gik og jeg var stadig meget ked af det over Trofast død, men jeg kunne intet stille op. Jeg vidste inderst inde godt at min stedfar Henning havde en finger med i spillet, men hvad skulle jeg gøre? Jeg har altid syntes at min lillesøster altid har været møgforkælet af min mor og især min stedfar, hun får altid det hun peger på mens jeg aldrig får det jeg ønsker. En dag mens vi spiste aftensmad sagde min lillesøster Josephine lige pludselig "godt Trofast ikke er her længere, den var alligevel dum". Jeg blev meget irriteret og svarede "det er dig der er dum din møgforkælede unge". Min stedfar kiggede på mig med et dræberblik og tog mig med op på hans værelse med det samme. Han begyndte at slå løs på mig med sit knojern, jeg kunne høre min mor græde ude foran døren, men hun kunne intet stille op. Jeg råbte til min stedfar "du har slået Trofast ihjel!". Han stoppede med at slå og begyndte at grine, "selvfølgelig er det mig der har slået Trofast ihjel din idiot, hvad havde du ellers regnet med?". Han rakte mig en dvd og sagde til mig at jeg skulle se den inde på mit værelse. Jeg blev helt nysgerrig, hvad var det mon han ville have mig til at se? Da jeg tændte for filmen var det forfærdeligt, Henning sprættede min hund Trofast op levende og tog alt indvolde ud. Min stedfar var det rene uhyre, han var ikke et menneske, men et monster. Ikke nok med at han slog min hund ihjel på en brutal måde, men han filmede sig selv mens han gjorde det. Han burde decideret være spærret inde på en speciel anstalt for psykisk syge mennesker. Min stedfar Henning ligner ikke en psykopat, tværtimod er han altid smilende og venlig mod andre mennesker. Min stedfar er en høj og pæn mand med en muskuløs krop så derfor ville man ikke tro at han var syg i hovedet, men det er han i hvert fald. Efter min mor har været sammen med Henning i godt og vel 8 år er hun faldet den. Altså hun er gået fra at have helt blondt hår til nærmest hvidt hår. Min mor var altid i godt humør engang, men nu er hun hele tiden trist og sur. Min stedfar skal bøde for alt det han har gjort imod os, men spørgsmålet er bare hvordan? Bingo! Det min stedfar holder mest af i verden er jo min lillesøster. Hvis jeg kan skade min lillesøster ville min stedfar garanteret blive ked af det. Næste dag gik jeg hjem med det samme efter skole og lavede en hævnplan. Jeg ventede spændt på at min mor ville komme hjem med min lillesøster. Da min mor og min lillesøster kom hjem spurgte jeg min mor om jeg måtte tage hende med op på mit værelse for at lege med hende. Min mor blev lidt chokeret, normalt hader jeg min lillesøster og synes hun er pisse irriterende, men jeg fik til sidst lov. Da hun omsider var inde i mit værelse låste jeg døren og tog en stor kniv op af lommen som jeg havde taget fra køkkenet. Jeg nåede at holde for hendes mund inden hun begyndte at skrige. Jeg begyndte at stikke kniven ind i maven på hende, "du skal dø ligesom din far dræbte min hund!" råbte jeg. Efter hun var død tog jeg hendes indvolde ud ligesom min stedfar gjorde på min hund, jeg var blodtørstig efter hævn, men fortrød det jeg havde gjort. "Jeg er hjemme!", nu var jeg for alvor bange, min stedfar var kommet hjem. Jeg gemte mig under sengen med det samme, jeg kunne høre at der var nogen der prøvede at åbne døren, det var min stedfar! Da han brækkede døren op begyndte han at græde ved synet af hans datters lig, han råbte efter min mor og hun skyndte sig hen til ham. Uden at sige et ord tog han kniven der lå på gulvet tildækket af blod og skar min mors hals, "hvad har du gjort ved min datter din sæk". Min mor kunne ikke engang nå at sige noget. Selvom min mor var død blev han ved med at skære indtil hendes hoved faldt af. Da min stedfar gik kom jeg op af sengen og begyndte at græde både for min mor, men også for min uskyldige lillesøster som jeg havde brutalt dræbt, men det var på grund af mit fars press på mig i alle disse år, der fik mig til at gøre det her. Jeg kunne mærke en bagved mig, "godnat".
for en uge siden døde min bedste og mest loyale ven Trofast. Min stedfar sagde at Trofast døde af en eller anden sygdom, men det ville jeg simpelthen ikke tro på. Jeg kom hjem fra skole den dag, og min stedfar fortalte mig at Trofast var gået bort. min stedfar så ikke spor ked af det ud, han var rettere sagt i godt humør, men jeg turde ikke at påpege ham for min hunds død, ellers havde jeg nok fået en på tuden af ham. Min stedfar hedder Henning og han er 45 år gammel. Han arbejder som håndværker inde i København, men vi bor i Værløse. Min mor hedder Jeanette og hun er 38 år gammel, hun arbejder som pædagog i Farum. Jeg hedder Thomas og jeg er 17 år gammel, jeg går i skole i Værløse og går til fodbold i fritiden. Jeg har også en lillesøster, som hedder Josephine, hun er 7 år gammel og går i børnehave i Værløse. Min hader mig tror, bare jeg gør det mindste får jeg altid en lussing eller noget der er værre af ham. Han elsker derimod Josephine meget højt, men det er nok fordi Josephine er hans rigtige barn, men det giver ham vel ikke ret til at hade mig, eller gør det? Min mor kan heller ikke stille op mod min stedfar, hver gang hun prøver at stoppe ham fra at slå mig får hun selv slag. Min mor mødte Henning for tre år siden og det har siden kun blevet værre og værre. Jeg har haft min hund Trofast lige siden jeg var 9 år gammel indtil den døde. Jeg ved egentlig ikke så meget om min rigtige far, men han har åbenbart forladt min mor inden jeg blev født, men han kan umuligt være ligeså slem som min Henning. Henning er et være svin, han er begyndt at slå min mor mere og mere, jeg kan høre min mors skrig om natten. Han slår også mig næsten hver dag, hvis jeg bare gør den mindste forkerte bevægelser slog han mig. Der var på et tidpunkt hvor han gennembankede mig, fordi jeg svarede ham igen, jeg tog ikke i skole i en måned på grund af mine kvæstelser. Vi bor i en fin villa i Værløse så vi mangler skam ikke penge. Hver dag når min far kommer hjem fra arbejde skal maden være klar ellers får min mor og jeg slag. Hver dag når Henning kommer hjem fra arbejde og sidder ved bordet siger han altid "jeg er så sulten at jeg kunne spise en hest". Dagene gik og jeg var stadig meget ked af det over Trofast død, men jeg kunne intet stille op. Jeg vidste inderst inde godt at min stedfar Henning havde en finger med i spillet, men hvad skulle jeg gøre? Jeg har altid syntes at min lillesøster altid har været møgforkælet af min mor og især min stedfar, hun får altid det hun peger på mens jeg aldrig får det jeg ønsker. En dag mens vi spiste aftensmad sagde min lillesøster Josephine lige pludselig "godt Trofast ikke er her længere, den var alligevel dum". Jeg blev meget irriteret og svarede "det er dig der er dum din møgforkælede unge". Min stedfar kiggede på mig med et dræberblik og tog mig med op på hans værelse med det samme. Han begyndte at slå løs på mig med sit knojern, jeg kunne høre min mor græde ude foran døren, men hun kunne intet stille op. Jeg råbte til min stedfar "du har slået Trofast ihjel!". Han stoppede med at slå og begyndte at grine, "selvfølgelig er det mig der har slået Trofast ihjel din idiot, hvad havde du ellers regnet med?". Han rakte mig en dvd og sagde til mig at jeg skulle se den inde på mit værelse. Jeg blev helt nysgerrig, hvad var det mon han ville have mig til at se? Da jeg tændte for filmen var det forfærdeligt, Henning sprættede min hund Trofast op levende og tog alt indvolde ud. Min stedfar var det rene uhyre, han var ikke et menneske, men et monster. Ikke nok med at han slog min hund ihjel på en brutal måde, men han filmede sig selv mens han gjorde det. Han burde decideret være spærret inde på en speciel anstalt for psykisk syge mennesker. Min stedfar Henning ligner ikke en psykopat, tværtimod er han altid smilende og venlig mod andre mennesker. Min stedfar er en høj og pæn mand med en muskuløs krop så derfor ville man ikke tro at han var syg i hovedet, men det er han i hvert fald. Efter min mor har været sammen med Henning i godt og vel 8 år er hun faldet den. Altså hun er gået fra at have helt blondt hår til nærmest hvidt hår. Min mor var altid i godt humør engang, men nu er hun hele tiden trist og sur. Min stedfar skal bøde for alt det han har gjort imod os, men spørgsmålet er bare hvordan? Bingo! Det min stedfar holder mest af i verden er jo min lillesøster. Hvis jeg kan skade min lillesøster ville min stedfar garanteret blive ked af det. Næste dag gik jeg hjem med det samme efter skole og lavede en hævnplan. Jeg ventede spændt på at min mor ville komme hjem med min lillesøster. Da min mor og min lillesøster kom hjem spurgte jeg min mor om jeg måtte tage hende med op på mit værelse for at lege med hende. Min mor blev lidt chokeret, normalt hader jeg min lillesøster og synes hun er pisse irriterende, men jeg fik til sidst lov. Da hun omsider var inde i mit værelse låste jeg døren og tog en stor kniv op af lommen som jeg havde taget fra køkkenet. Jeg nåede at holde for hendes mund inden hun begyndte at skrige. Jeg begyndte at stikke kniven ind i maven på hende, "du skal dø ligesom din far dræbte min hund!" råbte jeg. Efter hun var død tog jeg hendes indvolde ud ligesom min stedfar gjorde på min hund, jeg var blodtørstig efter hævn, men fortrød det jeg havde gjort. "Jeg er hjemme!", nu var jeg for alvor bange, min stedfar var kommet hjem. Jeg gemte mig under sengen med det samme, jeg kunne høre at der var nogen der prøvede at åbne døren, det var min stedfar! Da han brækkede døren op begyndte han at græde ved synet af hans datters lig, han råbte efter min mor og hun skyndte sig hen til ham. Uden at sige et ord tog han kniven der lå på gulvet tildækket af blod og skar min mors hals, "hvad har du gjort ved min datter din sæk". Min mor kunne ikke engang nå at sige noget. Selvom min mor var død blev han ved med at skære indtil hendes hoved faldt af. Da min stedfar gik kom jeg op af sengen og begyndte at græde både for min mor, men også for min uskyldige lillesøster som jeg havde brutalt dræbt, men det var på grund af min fars pres på mig i alle disse år, der fik mig til at gøre det her. Jeg kunne mærke en bagved mig, "godnat".
